Tidslinje: Historie

Frankrigs udenrigsminister, Robert Schuman, meddelte, at der ville blive oprettet et europæisk kul- og stålfællesskab under en fælles høj myndighed. Grunden blev lagt til Den Europæiske Union baseret på to kerneprincipper: fred og solidaritet.

• Schumanerklæringen (featurehistorie)

Med Paristraktaten grundlægges Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), som opretter et fælles marked for kul og stål. Det mindsker mistilliden og spændingerne mellem de europæiske nabolande efter 2. verdenskrig. EKSF-traktaten, der udløb i 2002, er Det Europæiske Fællesskabs første oprettelsestraktat.

Den første samling i Det Særlige Ministerråd for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der senere skulle blive til Rådet for Den Europæiske Union, holdes i Luxembourg.

Med Romtraktaterne grundlægges Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Den første samling i EØF-Rådet holdes 25. januar 1958 med Victor Larock, Belgiens udenrigsminister, som formand.

I 1965 erklærer Frankrig, at det ikke vil deltage i Rådets samlinger på grund af uenigheder i forhandlingerne om finansieringen af den fælles landbrugspolitik. Krisen løses i 1966 takket være Luxembourgforliget, der indfører reglen om enstemmighed, når der står meget vigtige interesser på spil.

De to traktater (1967 og 1971) indfører et fælles Råd, en fælles Kommission og et fælles budget for de tre fællesskaber (EKSF, Euratom og EØF). Coreper gøres formelt til et af Rådets forberedende organer.

• Coreper 1
• Coreper 2

Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige tiltræder De Europæiske Fællesskaber (EF) og dermed stiger antallet af medlemslande til 9.

Det nye Europæiske Råd holder sit første møde i marts 1975 i Dublin.

• Det Europæiske Råd, 10.-11. marts 1975 i Dublin

Antallet af medlemslande bliver tocifret, da Grækenland tiltræder.

Schengenaftalen om ophævelse af grænsekontrollen undertegnes af Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene i Schengen (Luxembourg).

Med Schengenaftalen bliver det gradvist muligt for borgerne at rejse uden at skulle vise pas ved de indre grænser. Gennemførelsen af Schengenaftalen påbegyndes senere, i 1995.

Spanien og Portugal tiltræder EF, og dermed stiger antallet af medlemslande i De Europæiske Fællesskaber til 12.

Med fællesakten grundlægges det indre marked, der skaber fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Den iværksætter et udenrigspolitisk samarbejde og udvider brugen af beslutningstagning med kvalificeret flertal i Rådet.

• Beslutningsprocessen i Rådet

Fællesakten giver også Det Europæiske Råd et retsgrundlag, som formaliserer møderne mellem stats- og regeringscheferne.

På mødet i Edinburgh i 1992 indfører Det Europæiske Råd offentlige debatter – en praksis, som er blevet udvidet betydeligt gennem årene, senest ved Lissabontraktaten.

Rådets offentlige debatter og forhandlinger kan i dag følges på webstedet.

• Se debatter og forhandlinger direkte

Maastrichttraktaten træder i kraft, og dermed oprettes Den Europæiske Union (EU) på grundlag af en udvidet fællesskabssøjle. Den opretter Den Økonomiske og Monetære Union og indfører to nye søjler: den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og samarbejdet om retlige og indre anliggender (RIA).

Det Europæiske Råd får formel status i Maastrichttraktaten. Traktaten fastsætter, at Det Europæiske Råd tilfører Unionen den nødvendige fremdrift og fastlægger de overordnede politiske retningslinjer for EU's udvikling.

Med Maastrichttraktaten sættes kursen desuden mod euroen, og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) lanceres.

• Hvordan Maastricht ændrede Europa (visuel fortælling)

Østrig, Finland og Sverige bliver medlem af EU. De 15 medlemslande dækker nu stort set hele Vesteuropa.

Det Europæiske Råd godkender oprettelsen af Eurogruppen – et uformelt organ, der består af finansministrene fra de lande, der har euroen som valuta. Det første møde i Eurogruppen holdes 4. juni 1998 på Château de Senningen i Luxembourg.

• Eurogruppen

Med Amsterdamtraktaten indføres der et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og Schengenaftalen bliver indarbejdet i EU-retten. Traktaten ændrer rollen for Rådets generalsekretær, der også bliver højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

1. januar 2002 bliver euroen sat i omløb som sedler og mønter og erstatter en række nationale valutaer.

Med Nicetraktaten indføres der en reform af EU-institutionerne for at ruste dem til et kommende og større EU med 27 medlemslande. Rådet reformeres for at udvide brugen af kvalificeret flertal og indføre princippet om forstærket samarbejde mellem medlemslandene.

10 nye lande tiltræder EU på samme tid: Cypern, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien og Ungarn. Det er den største EU-udvidelse på én gang, målt i antallet af borgere og lande.

Der er nu 25 medlemslande i EU.

Bulgarien og Rumænien tiltræder EU, og dermed stiger antallet af medlemslande til 27.

Lissabontraktaten træder i kraft og medfører en reform af EU's struktur og den måde, EU fungerer på.

Brugen af beslutningstagning med kvalificeret flertal i Rådet udvides.

Det Europæiske Råd bliver en fuldgyldig institution med sin egen formand. Tidligere var Det Europæiske Råd et uformelt organ, og embedet som leder af Det Europæiske Råd var et uofficielt embede. Hvervet blev varetaget af stats- eller regeringschefen fra det medlemsland, der varetog det roterende formandskab for EU-Rådet.

• Formanden for Det Europæiske Råd og dennes rolle
• Lissabontraktaten: Udformning af EU, som vi kender det (fortalt i billeder)

EU modtager Nobels fredspris i 2012 for fremme af fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa.

Den Norske Nobelkomité siger ved tildelingen af Nobels fredspris til EU, at beslutningen er baseret på den stabiliserende rolle, som EU har spillet med hensyn til at omdanne det meste af Europa fra et krigshærget kontinent til et fredfyldt kontinent.

Kroatien bliver det 2. land fra det tidligere Jugoslavien, der tiltræder EU, efter Slovenien.

Der er nu 28 medlemslande i EU.

Efter en national folkeafstemning 23. juni 2016 og begge parters ratificering af udtrædelsesaftalen i januar 2020 forlader Det Forenede Kongerige Den Europæiske Union.