Forordningen om kritiske råstoffer som EU-prioritet
EU's regler om kritiske råstoffer bidrager til at sikre de materialer, der er afgørende for Europas økonomi, og støtter strategiske industrier, samtidig med at de styrker EU's kapacitet til at udvinde, forarbejde, genanvende og diversificere forsyningskilderne.
Kritiske råstoffers betydning
EU's efterspørgsel efter uædle metaller, batterimaterialer, sjældne jordarter og meget mere forventes at stige betydeligt i betragtning af deres brede anvendelse i en række ekspanderende industrier, bl.a. udvikling af rene energisystemer og øgede investeringer i mikrochips, rumfart, forsvar og andre højteknologiske sektorer.
EU har tilpasset sin strategiske holdning for at sikre adgang til råstoffer, der betragtes som kritiske.
23. maj 2024 trådte forordningen om kritiske råstoffer i kraft. Formålet er systematisk at håndtere afhængigheden af forsyninger fra ikke-EU-lande, styrke Europas industrielle modstandsdygtighed og mindske risikoen for forsyningsafbrydelser, der påvirker centrale sektorer i økonomien.
Kritiske råstoffer forklaret
Mindsket afhængighed og sikring af forsyningen
Forordningen om kritiske råstoffer skal gøre EU mindre afhængig af tredjelandsleverandører med hensyn til strategiske råstoffer. Med henblik herpå fastsætter den fire ikkebindende benchmarks, der skal opfyldes senest i 2030, for hvert af de 17 identificerede strategiske råstoffer.
Mindst 10 % af EU's årlige forbrug fra udvinding i EU.
Mindst 40 % af EU's årlige forbrug fra forarbejdning i EU.
Mindst 25 % af EU's årlige forbrug fra genanvendelse.
Intet enkelt ikke-EU-land må levere mere end 65 % af et strategisk råstof.
Udformning af forsyningskæden
Det tager tid at gennemføre nye projekter vedrørende kritiske råstoffer. Forordningen om kritiske råstoffer fastsætter ambitiøse tidsfrister for offentlige forvaltninger og anmoder medlemsstaterne om at oprette centrale kontaktpunkter for at undgå forsinkelser. Desuden bør strategiske projekter gives prioriteret status for at fremskynde de administrative procedurer.
Strategiske projekter
Strategiske projekter er et vigtigt værktøj i forordningen om kritiske råstoffer. Disse projekter er investeringer i minedrift, forarbejdning og genanvendelse, som Kommissionen efter høring af den berørte medlemsstat udpeger som en prioritet for sin forsyningssikkerhed.
I medlemsstaterne skal projekter med denne status nyde godt af:
- hurtigere tilladelsesprocedurer
- lettere adgang til finansiering
- stærkere politisk opbakning
Selv om de fleste kritiske råstoffer leveres fra lande uden for EU og hovedsagelig fra Kina, stammer nogle kritiske råstoffer fra EU selv. Udvidelse af EU-grundlaget er et centralt mål for forordningen om kritiske råstoffer ud over internationale strategiske partnerskaber for projekter i udlandet.
Den første udpegelsesrunde, der blev afsluttet i 2025, resulterede i 60 projekter: 47 i EU fordelt på 13 medlemsstater og 13 i partnerlande. Tilsammen dækker de 14 af de 17 strategiske råstoffer.
Hurtigere tilladelsesprocedurer
Historisk set har udstedelsen af tilladelser været en af de største flaskehalse for udviklingen af råstofprojekter i Europa.
Forordningen om kritiske råstoffer indfører bindende tidsfrister for afgørelser om tilladelser og kræver, at hver medlemsstat opretter et centralt kontaktpunkt for projektudviklere, hvilket giver en klarere og hurtigere vej gennem nationale processer.
Internationale partnerskaber: udvidelse af leverandørgrundlaget
Med diversificering af forsyningen menes, at der skal opbygges pålidelige forbindelser med en bredere vifte af lande, så ingen enkelt leverandør kan afbryde den europæiske industri.
EU's strategiske partnerskaber om råstoffer omfatter både formelle aftaler og partnerskaber på forskellige udviklingsstadier.
Siden begyndelsen af 2026 har EU etableret strategiske partnerskaber med 16 lande: Argentina, Australien, Canada, Chile, Den Demokratiske Republik Congo, Grønland, Kasakhstan, Namibia, Norge, Rwanda, Serbien, Sydafrika, Ukraine, USA, Usbekistan og Zambia.
I november 2025 undertegnede EU et partnerskab for ren handel og investering med Sydafrika, der omfatter et aftalememorandum om værdikæder for kritiske mineraler og metaller (hele vejen fra malm i jorden til færdigt produkt, herunder minedrift, forarbejdning, fremstilling, transport og genanvendelse).
Yderligere sikring af EU's forsyning
4. marts 2026 vedtog Rådet sin holdning til de foreslåede ændringer af forordningen om kritiske råstoffer. Disse foreslåede ændringer har til formål at styrke EU's forsyningssikkerhed og øge cirkulariteten af kritiske råstoffer som reaktion på det voksende geopolitiske pres, der påvirker adgangen til disse ressourcer.
På grundlag af Kommissionens RESourceEU-handlingsplan, der blev fremlagt i december 2025, skal de foreslåede ændringer øge genanvendelseskapaciteten og styrke det sekundære marked for kritiske råstoffer, navnlig anvendelsen af permanente magneter, der anvendes i strategiske sektorer såsom bilindustrien, kunstig intelligens og forsvarsindustrien.
Rådets holdning:
- fastlægger også bestemmelser om at underrette medlemsstaterne og selskabsbestyrelserne i tilfælde af forsyningsrisici i forbindelse med kritiske råstoffer
- præciserer Kommissionens beføjelser til at foreslå foranstaltninger med det formål at begrænse forsyningsrisici
- giver mulighed for at anvende produktpas for at opfylde oplysningskravene vedrørende permanente magneter
Rådet og Parlamentet vil forhandle og drøfte den endelige udformning af lovgivningen.
Seneste gennemgang: 13. august 2026