Multilateralisme
Find ud af, hvordan EU samarbejder med sine internationale partnere om at opretholde fred og sikkerhed på verdensplan og reagere på globale udfordringer.
Når lande arbejder sammen, kan de finde fælles løsninger på fælles problemer og fremme fred og velstand for alle.
EU, som i sig selv bygger på fælles regler og samarbejde på tværs af nationale grænser, er stærkt engageret i et multilateralt system med De Forenede Nationer i centrum.
Hvad er multilateralisme?
Multilateralisme er, når lande gennem dialog og fælles regler arbejder sammen om at håndtere fælles udfordringer og finde løsninger, der er til gavn for alle.
Den bygger på idéen om, at ved at samarbejde og lytte til hinanden kan lande opnå mere sammen, end de kan på egen hånd. EU er selv et eksempel på multilateralt samarbejde.
En prioritet for EU
EU støtter kraftigt multilateralisme i tæt samarbejde med De Forenede Nationer og andre internationale organisationer og partnere for at opretholde folkeretten og fremme fred og menneskerettigheder.
Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, arbejder tæt sammen med partnere i hele verden for at støtte globalt samarbejde og en retfærdig, regelbaseret international orden i sin rolle som repræsentant for EU på internationale møder.
Formand António Costas globale outreach: styrkelse af forbindelserne med internationale partnere
EU og De Forenede Nationer
De Forenede Nationer (FN) er kernen i verdens multilaterale system og fungerer som en global platform for dialog, samarbejde og kollektiv indsats. Alle EU-lande er fuldgyldige medlemmer af FN, mens EU er observatørmedlem med styrket status.
EU og dets medlemsstater tilslutter sig fuldt ud FN-pagten og dens principper. Tilsammen er de den største finansielle bidragyder til FN-systemet.
EU's deltagelse i De Forenede Nationers vigtigste organer
Generalforsamlingen er De Forenede Nationers vigtigste drøftende, beslutningstagende og repræsentative organ. EU har styrket observatørstatus og koordinerer mellem sine 27 medlemsstater for at fremlægge fælles holdninger.
Sikkerhedsrådet er det vigtigste globale organ, der er ansvarligt for at sikre international fred og sikkerhed. I henhold til EU-retten skal EU's medlemmer i Sikkerhedsrådet handle i fællesskab og fremme EU's holdninger og interesser.
En fælles stemme i verdenshandelen
EU har været medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som er det globale organ med ansvar for internationale handelsregler på multilateralt plan, siden dens oprettelse 1. januar 1995.
De 27 EU-lande er også selvstændige medlemmer. Som toldunion med en fælles handelspolitik og en fælles toldtarif over for tredjelande fungerer EU som en fælles stemme i WTO.
Udformning af globale politikker gennem G7 og G20
G7 og G20 er mellemstatslige fora, der forbinder verdens største økonomier og udformer svar på globale udfordringer i en polariseret og hurtigt skiftende geoøkonomisk kontekst.
EU har været fuldgyldigt medlem af G7 siden 1981 og deltager som et særligt medlem, som ikke tælles med. Tre EU-medlemsstater – Frankrig, Italien og Tyskland – er også medlemmer.
EU har været fuldgyldigt medlem af G20 siden dens oprettelse i 1999. Tre EU-medlemsstater – Frankrig, Italien og Tyskland – er også medlemmer. Spanien er fast indbudt.
Samarbejde med NATO
Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO) er en politisk og militær alliance af lande fra Europa og Nordamerika. Dens medlemmer er fast besluttet på at beskytte hinanden mod alle trusler.
Næsten alle EU-medlemsstater er NATO-medlemmer med undtagelse af Cypern, Irland, Malta og Østrig.
Det strategiske partnerskab mellem EU og NATO bygger på fælles værdier, beslutsomhed med hensyn til at tackle fælles udfordringer og utvetydige tilsagn om at fremme og sikre fred, frihed og velstand i det euroatlantiske område.
Samarbejdet mellem EU og NATO
Samarbejde med regionale partnere
EU samarbejder og afholder regelmæssige topmøder med regionale partnere såsom Den Afrikanske Union, CELAC (Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater) og Vestbalkan. Det primære formål med disse topmøder er at afstemme de politiske og strategiske mål og styrke de økonomiske bånd og handelen.
Stats- og regeringscheferne fra alle landene i den relevante region og fra de 27 EU-medlemsstater deltager også i topmøderne.
Seneste nyheder
- Keynote speech by President António Costa at the Intelligence on the World, Europe, and Italy – Cernobbio Forum
- Formand António Costa rejser til Tyrkiet til NATO-topmøde og møde med præsident Erdoğan
- Speech by President António Costa at the opening ceremony of the Irish Presidency of the Council of the European Union
Seneste explainere
EU's samarbejde med De Forenede Nationer
Samarbejdet mellem EU og NATO
EU og Verdenshandelsorganisationen
Seneste gennemgang: 31. august 2026